Identitet, ungdom og kriser.

Erikson er en af de psykologer, som har beskæftiget sig mest med identitet. Erikson mener, at jo mere man beskæftiger sig med identitet, desto flere betydninger kan man finde for begrebet. Men ved at se på identitet i forskellige sammenhænge vil begrebet fremtræde som uundværligt.

Erikson tager udgangspunkt i Freuds teorier og hans personlighedsmodel. I modsætning til Freud ser Erikson identitetsdannelsen i et samspil imellem jeget og dens omverden. Han vægter dermed jeget i Freuds personlighedsmodel og samfundet mere end Freud. Erikson ser mennesket som en biologisk mekanisme, et psykisk væsen og et socialt medlem af samfundet, hvilke står under stadig påvirkning af hinanden. Identitet er her oplevelsen af sig selv som en bestemt person i en social sammenhæng og i et historisk perspektiv (tidligere omtalt i afsnittet om Socialpsykologi og gruppepsykologi).

Erikson ser på identitetsudviklingen i et historisk perspektiv. Mennesker har også igennem tiderne følt sig rodløse, hvis krige, kriser og emigrationer har trukket mennesket fra den oprindelige rodfaste lokalitet. Så længe mennesket helt kan indpasse sin egen livscyklus i de naturlige cykler hos den del af naturen, som det har lært at udnytte, kan det fastholde følelse og delagtighed i de rødder, som det har opdyrket (eks.: den europæiske emigration til Amerika).

Erikson ser ikke kun på identitet i et historisk perspektiv (som det er traditionelt at gøre), men ser også på fremtiden. Det, mennesket har oplevet gennem krige, den teknologiske udvikling, ophøjelse af pseudoarter, har gjort mennesket bevidst om, at alle arters eksistens er blevet truet og let kan blive udslettet. Denne trussel har ført de forskellige grupper/kulturelle identiteter til en bevidstgørelse om at forene alle til et univers. Problemet herved er, at ældre identiteter vil forsvinde, og nye fremvoksende nationer vil se deres nye nationalforståelse truet. Fordomsfulde mennesker vil komme til at gøre modstand og vil true en verdensomspændende mulighed for identitetsdannelse.

Identitet er ikke et begreb, som kan etableres/"stå stille", være uforanderligt. Det udvikles hele tiden. Menneskets udvikling beskriver Erikson i 8 stadier:

Stadierne beskriver ikke det enkelte menneskes udvikling i et bestemt socialt/-kulturelt miljø, men mere på det generelt bestemmende. Ved overgangen fra et stadie til det næste befinder mennesket sig i en "krise". Begrebet krise spiller en vigtig rolle for Eriksons udviklingsfaser. Man kan tro, at ordet "krise" har en negativ betydning, men således bruger Erikson det ikke. Krisen er et nødvendigt vendepunkt, et afgørende øjeblik i menneskets livsfase. Krisen kan løses og føre mennesket i et nyt udviklingsstadie. Hvis krisen ikke løses, går udviklingen i stå, og mennesket vil blive opfattet som forvirret.

Eriksons første fase er spædbarnealderen, "oralfasen". Barnet må finde tillid (mistillid) til den omverden, det befinder sig i. Barnet vil gøre sig fortrolig med omverdenen v.h.a. sanserne, og barnets første vigtige skridt til selvidentitet er det øjeblik, det er villigt til at slippe moderen af syne uden at føle større angst. Barnet finder ud af, at der findes mange indre følelser og billeder.

På ethvert stadium oplever mennesket et nyt "mirakel" (en kraftig udvikling), som giver det en følelse af initiativ. Det opvoksende barn må for hvert skridt opnå en følelse af udviklingen ved at erkende den individuelle måde at gøre sine erfaringer i det rum/tid, det befinder sig i.

Dets jeg-identitet får kun styrke igennem helhjertet og konsekvent anerkendelse af virkelige præstationer (efter de værdier, som ligger i kulturen), efter egne værdier.

Den vigtigste fase for identitetsdannelsen er puberteten, hvor de forudliggende stadier stadig har medindflydelse på identitetens udvikling. Unge mennesker i puberteten gennemløber en mangfoldig udvikling i den fysiske vækst, den genitale modning og den sociale bevidsthed. Målet er så at få alle disse udviklinger samlet til en helhed, og samtidig at få barndommen og fremtiden til at hænge sammen. Identitetsdannelsen er ikke kun en sum af barndommens identifikationer, men nærmere en kombination af gamle og nye identifikationer. Det er netop på det tidspunkt, samfundet giver det unge menneske forskellige ideologiske rammer og tildeler det roller og opgaver, hvor det kan finde sig selv og blive anerkendt af andre. Det unge menneskes identitetsdannelse står under stærk påvirkning af de sociale grupper, det er omgivet af (klasse, nation, kultur).

Identitet kan ikke adskille personlig vækst fra samfundets forandringer, og det kan heller ikke adskille identitetskriser i individets liv fra samtidige kriser i den historiske udvikling. De to står i tæt forbindelse og påvirkning på hinanden.