Den kulturhistoriske skole. |
|
Som det centrale for den kulturhistoriske skoles psykologer ses menneskets udvikling i en historisk/samfundsmæssig sammenhæng. Mennesket fødes i et bestemt kulturelt socialt miljø, hvor det udvikles inden for den sociale ramme, det befinder sig i (mennesket som objekt). Omvendt er mennesket også med til at forandre kulturen (mennesket som subjekt). Leontjews virksomhedsteori er med til at beskrive de dialektiske processer. Leontjew taler om to processer:
I modsætning til andre psykologer (eks. Erikson: en vekselvirkning mellem arv og miljø), lægger den kultur-historiske skole vægt på selve virksomheden mellem mennesket og omverdenen. Det er igennem virksomheden/handlingen, mennesket tilegner sig begreber/værdier, begreber som den nutidige kultur og miljø indeholder. Personligheden ligger ikke i genetisk arv, i medfødte egenskaber, færdigheder, men i det virksomhedssystem, der udvikles af omverdenen. Drivkraften bag virksomhederne er motiver, motiverne som har et mål i sigte. Som Erikson har inddelt menneskets udvikling i stadier, arbejder den kultur-historiske skole ligeledes med stadier, stadier, hvor der foregår nogle dominerende virksomheder. De dominerende virksomheder er de virksomheder, som er vigtige for udviklingen af menneskets personlighed og bevidsthed. Hvor udviklingsstadierne hos Erikson/Piaget er generelt gældende, er stadierne hos den kulturhistoriske skole ikke faste, fordi mennesket og samfundet i en kulturelt/historisk sammenhæng hele tiden forandrer sig. Det er helheden/-sammenhængen mellem stadierne, som er vigtige, ikke så meget det enkelte stadie i sig selv. |
Denne side oprettet 14.2.1999
Opdateret d. 2.1.2009
besøg siden 25.7.2000